VICTOR får Metalindustriens Lærlingepris og er årets rustfaste klejnsmed 2021!

Hvert år hylder metalindustrien 25 lærlinge, som alle fortjener en ekstra anerkendelse for deres resultater på skolen og i den virksomhed, de er udlært hos.

De 25 nyudlærte svende repræsenterer 25 forskellige brancher og modtager alle Metalindustriens Lærlingepris (ML-Prisen) for deres faglige og sociale engagement, hvor faglige præstationer og et godt kammerat- og kollegaskab går hånd i hånd.

Og her hos JEROS hylder vi Victor Mortensen!

210907 Jeros Fotograf Rasmus Boldt 038Fra venstre: Rune Hansen, driftsleder – Paw Schack, lærlingekoordinator og Victor Mortensen, nyudlært svend og prismodtager.

”Der er ingen tvivl om, at Victor er fagligt dygtig! Han er løsningsorienteret – og så har han en kvalitetssans, der sammen med sin empatiske tilgang til os som kolleger er årsagen til, at han i slutning af sin læretid fungerede som leder for vores pladeafdeling her hos JEROS.

Det betyder, at Victor har haft ansvaret for at lede og fordele arbejdet i pladeafdelingen i dagtimerne trods det, at han reelt stadig var lærling,” forklarer Paw Schack, som er lærlingekoordinator og derfor ansvarlig for, at alle JEROS’ lærlinge kommer godt igennem deres uddannelser.

210907 Jeros Fotograf Rasmus Boldt 013Victor Mortensen i pladeafdelingen hos JEROS.

Paw fortsætter: ”Victor har et utrolig højt fagligt niveau og stræber altid efter at blive endnu dygtigere. Alligevel er det hans rummelighed og evne til at omfavne mennesker og lære fra sig, vi særligt gerne vil fremhæve.

Begrundelsen for JEROS’ indstilling af Victor til ML-Prisen bygger derfor på dét, at Victor udover at være utrolig flittig og initiativrig rent arbejdsmæssigt også er en virkelig god kammerat og en meget vellidt kollega. Og det, der udmærker Victor, er hans drive og ukuelige vilje til altid at gøre sit bedste for, at de løsninger, han leverer, både gavner sine kolleger og JEROS.

Victors meget ambitiøse tilgang til sit arbejde betyder da også, at han formår at svejse vores rustfri valser som én af de få i produktionen. En opgave, som har så høj en sværhedsgrad, at den typisk bliver betroet til en svend med flere års erfaring,” påpeger Paw Schack.

Jeg ser det som en stor anerkendelse fra min arbejdsplads og fra skolen, at de har troet så meget på mig, at de har indstillet mig til ML-Prisen. Og jeg er virkelige glad for og stolt over, at jeg får lov til at modtage den.
- Victor Mortensen, nyudlært rustfast klejnsmed og prismodtager


Victor bliver den svend, alle i branchen drømmer om at få fingrene i!
Selvom Victor ikke er typen, der fremhæver sine egne kompetencer, er det ingen hemmelighed, at han bringer et utrolig højt fagligt niveau med sig, som rent faktisk er på højde med udlærte svendes med års erfaring:

”Som menneske er han typen, vi samles omkring, fordi han altid gør, hvad han kan, for at hjælpe og løfte sine kolleger. Han er typen, der altid går forrest, når det handler om at skabe øget interesse for vores erhverv – for dét at være rustfast klejnsmed – og for at vise børn og unge, hvad det er, vi beskæftiger os med, når vi omsætter den teoretiske viden, de tilegner sig i skolen, til praksis”, supplerer Brian Jørgensen, driftsdirektør her hos JEROS.

Victor Mortensen Viser Sit Arbejde Frem For En SkoleklasseVictor viser sit arbejde frem til en 6. klasse.

”Det betyder, at Victor i tiden før Corona ofte har været vores ansigt udadtil, når vi har haft besøg af folkeskoleelever og elever fra de erhvervsfaglige ungdomsuddannelser. Helt konkret har han stået for en stor del af elevernes undervisning, når vi sammen med Faaborg-Midtfyn Kommune har inviteret kommunens 6. klasser indenfor til ’matematik i praksis’ via initiativet, ”Erhvervsrygsækken”.

Og denne evne til at omfavne mennesker og lære fra sig kommer ligeledes til udtryk i Dansk Metal Ungdom på Sydfyn. Hér er Victor bestyrelsesformand og med til at tale de unge lærlinges sag, ligesom han og den øvrige bestyrelse gør meget for at sætte fokus på den stigende mangel på faglært arbejdskraft, branchen oplever.

I Dansk Metal Ungdom mærker de nemlig også de udfordringer, særligt manglen på lærling er årsagen til – og de arbejder derfor aktivt på at udbrede budskabet om de mange gode uddannelser, der findes til de elever, der trives bedst med at bruge deres hænder,” forklarer Brian Jørgensen.

”Victors samlede læretid er bestemt til et 12-tal! Ud over hans faglige kompetencer, er hans menneskelige egenskaber unikke. Han er en humørspreder, og vi er på alle måder stolte af, at JEROS har fået lov til at uddanne Victor,” slutter Paw og Brian samstemmigt.

210907 Jeros Fotograf Rasmus Boldt 088
Victor Mortensen sammen med driftsdirektør, Brian Jørgensen (TH).

*****

FAKTA om Metalindustriens Lærlingepris:

  • Prismodtagerne repræsenterer 25 forskellige brancher og har alle fået topkarakteren 12 til svendeprøven.
  • For at komme i betragtning til prisen skal lærlingens erhvervsskole og praktikvirksomhed indstille lærlingen.
  • ML-Prisen 2021 uddeles den 24. september, og arrangementet foregår traditionen tro i Den Sorte Diamant i København.
  • Det er 19. gang, ML-Prisen uddeles, og bag den står Dansk Industri, Dansk Metal og Tekniq Arbejdsgiverne.

*****

Læs om Victor i pressen:

⇨ Fyens.dk: 23-årige Victor hyldes for sit arbejde og humør: Nu har han fundet den fine skjorte frem

⇨ Ugeavisen.dk: 23-årige Victor hyldes for sit arbejde og humør: Nu har han fundet den fine skjorte frem