Victor Storm Mortensen 》I lære som rustfast klejnsmed hos JEROS


MØD VICTOR

Hvorfor har du valgt at uddanne dig til rustfast klejnsmed?
- Det er faktisk lidt tilfældigt. Efter jeg droppede ud af gymnasiet, vidste jeg ikke rigtigt, hvad jeg så skulle lave. Min kammerat, Emil, var imidlertid allerede i lære her hos JEROS, og han opfordrede mig til at søge et job som ungarbejder i virksomheden. Det gjorde jeg og blev ret hurtigt begejstret for at svejse. Og da jeg så fik tilbuddet om at gå i lære, slog jeg til.

Selvom jeg ikke er nået så langt i mit uddannelsesforløb, ved jeg allerede nu, at jeg vil efteruddanne mig – højst sandsynligt til maskinmester.

Her hos JEROS kan jeg rigtig godt lide, at jeg har friheden til at arbejde med det, jeg rent fagligt har lyst til samtidig med, at jeg selv har ansvaret for, at jeg lærer noget. Der er meget frihed under ansvar i virksomheden, så længe vi lærlinge viser, at vi selv kan tage medansvar for vores uddannelse. For selvom der er en del obligatorisk, jeg skal igennem, får jeg også lov til at komme med rundt i hele huset og lærer på den måde en masse forskelligt.

Og for at få det bedste ud af min læretid gør jeg, hvad jeg kan, for at hjælpe til og sprede positiv stemning. Det synes jeg ikke, vi kan få for meget af, selvom der er masser af god stemning her i forvejen. Også selvom vi er på vej imod mangel på faglært arbejdskraft. Derfor har jeg også valgt at gå ind i Dansk Metal Ungdom på Sydfyn for at være med til at sprede budskabet og forhåbentligt få flere til at vælge en erhvervsuddannelse.

Om Victor:

  • Er født i 1997 og i lære som rustfast klejnsmed
  • Afslutter uddannelse i 2021
  • Skoleforløb på Syddansk Erhvervsskole
  • Bestyrelsespost i Dansk Metal Ungdom, Sydfyn.