MØD OLIVER
Hvorfor vil du gerne uddanne dig til rustfast klejnsmed?
- Min far er tidligere skibsmekaniker og ingeniør, så jeg har det nok i blodet, griner vores lærling, Oliver Hinsch, og fortsætter:
- Så længe jeg kan huske, har jeg tit været med ham ude for at se, hvad han arbejder med, og det har bidt sig fast! Da det så bliver min tur til at vælge uddannelse, er jeg ikke i tvivl: Jeg skal være rustfast klejnsmed. Og det skal jeg fordi, jeg klart er bedst, når jeg arbejder med mine hænder.
Hvor har du så hørt om JEROS?
- Simon, der står i lære som industritekniker, er én af mine gode kammerater, som jeg gik på grundforløb sammen med på Svendborg Tekniske Skole. Simon fortæller mig på et tidspunkt, at han har fået læreplads her hos JEROS - og at jeg da også skal søge herned.
Jeg skynder mig derfor at ringe til Rune, og så går det stærkt! Efter en uges praktisk får jeg en læreplads. Og vi er et perfekt match, griner Oliver. - Det synes jeg i hvert fald - og så er det jo ikke alle virksomheder, der har en CNC-styret kantpresser, som er noget mere teknisk end de manuelle.
Hvad betyder det moderne maskinel for dig så …?
- Det betyder, at jeg er opdateret. Det er den form for maskine, vi kommer til at arbejde med i fremtiden, så for mig er det perfekt, at den er computerstyret og skal programmeres. Da jeg var på skole sidst, var jeg faktisk længere foran de fleste i pensum, fordi JEROS netop har så nye maskiner – og fordi, jeg rent faktisk får lov til at arbejde med dem.
Det gør jo, at jeg hurtigere får al den nye teknologi ind under huden samtidigt med, at jeg naturligvis også svejser og laver andet smedearbejde. Og fordi vi lærlinge også kommer rundt og skal arbejde i de andre afdelinger – i den industritekniske, i montagen og i Lager & logistik – får vi en meget alsidig uddannelse.
Hvad er en god læreplads for dig?
- En god læreplads er et sted, hvor du har lyst til møde ind hver dag. Hvor du har det godt med kollegerne og hvor du får hjælp, hvis du har brug for det. Og selvom vi kun arbejder 4 dage om ugen, er JEROS alligevel fleksible i forhold til vores arbejdstider. Det bliver prioriteret, at vores privatliv og arbejdsliv hænger godt sammen.
At vi har vores lærlingekoordinator, der ofte holder samtaler med os, er også rigtig godt i forhold til, at vi får snakket om, hvad der går godt, og hvad der måske går mindre godt, imens vi finder ud af, hvordan vi sammen kan gøre ting bedre eller anderledes.
Paw er rigtig god til at lytte og til at sørge for, at vi lærlinge får lov til at lære mere af det, vi rigtig gerne vil arbejde med. På den måde får vi faktisk meget ansvar og medbestemmelse for vores uddannelse.
Personligt er jeg meget fokuseret på altid at levere den bedst mulige kvalitet til mine kolleger, som skal arbejde videre med de emner, jeg producerer. Og jeg er heller ikke bange for at spørge, om jeg kan gøre noget bedre? Eller anderledes?
Det, jeg producerer, kommer jo rent faktisk ud i verden! Og det er en ret fed tanke.
Om Oliver Hinsch: