JEROS vinder prisen som Årets virksomhed 2018

Formanden for Faaborg-Midtfyn Erhvervsråd, Arne Brunholm, begrunder kåringen af JEROS som Årets virksomhed 2018 med ordene:

"De seneste år har JEROS gennemgået et forbilledligt generationsskifte. Evita Rosdahl har overtaget virksomheden fra sin far, og det er lykkedes hende at videreføre ånden fra tidligere, hvilket blandt andet ses ved, at mange medarbejdere har været ansat i rigtig mange år. Samtidig er virksomheden moderniseret og fremtidssikret. Den er et forbillede for andre i forhold til at tage et stort ansvar ved at ansætte lærlinge og samarbejde med studerende fra universiteterne. På den måde er JEROS med til at sikre både uddannelse til de unge og kvalificeret arbejdskraft til virksomhederne".

Netop den lokale forankring og det arbejde, vi gør, for at tiltrække og fastholde medarbejdere fra Ringe og omegn samt at uddanne fremtidens faglærte arbejdskraft, ligger vores Adm. direktør og ejer, Evita Rosdahl, meget på sinde:

"Det betyder meget for os at få den lokale anerkendelse. Nærområdet er vigtigt for os i forhold til rekruttering af medarbejdere, men også i forhold til at høre til et sted. Det er også derfor, vi gør meget ud af at deltage i kommunale initiativer som Erhvervsrygsækken, hvor elever fra de lokale folkeskoler oplever, hvordan matematikken bliver brugt i virkeligheden. Deres matematikundervisning bliver simpelthen flyttet ud til os i en periode.

Derudover gør vi også meget ud af at åbne virksomheden op, så interesserede kan se, at en moderne industrivirksomhed er noget helt andet end de gamle samlebåndsvirksomheder," forklarer Evita.

JEROS er Årets Virksomhed 2018

"Med uddelingen af prisen som Årets virksomhed 2018 er der netop fokus på mange andre aspekter af det at drive virksomhed end top- og bundlinje. Og det er vi faktisk rigtig glade for," supplerer vores Driftsdirektør, Brian Jørgensen.

"Med uddelingen af prisen er der fokus på den hele virksomhed – på de bæredygtige resultater, vi giver tilbage til det samfund, vi er en del af. Når vi samarbejder med studerende fra Syddansk Universitet og uddanner alle de lærlinge, vi gør, sikrer vi fremtiden for vores erhverv både her i Ringe og i det øvrige samfund. Det er dét aftryk, vi sætter. Det er dét, vi giver videre.

"Hos JEROS har vi ikke selv mulighed for at fastansætte alle de lærlinge, vi uddanner, men sender i stedet dygtige og faglærte unge mennesker videre til andre virksomheder. Og det er vel at mærke unge mennesker, vi får rigtig gode tilbagemeldinger på, hvilket gælder os meget, fordi vi netop har valgt at tilføre uddannelsen af lærlinge ekstra dimensioner i form af personlige tilrettelagte uddannelsesforløb, der tilgodeser den enkeltes behov – og i form af vores mentorordning, hvorigennem vi har en unik tilgang til den enkelte: Hvor hver lærling arbejder tæt sammen med de ansvarlige svende for at komme bedst muligt rundt om uddannelsen."

Ville vi her i virksomheden udelukkende fokusere på økonomiske nøgletal, ville vi gå på kompromis med en del af den DNA, virksomheden bygger på," slutter Brian Jørgensen.

Fakta om JEROS:

  • I 1963 bliver JEROS stiftet i Odense.
  • I 1990 rykker virksomheden til Ringe.
  • I 2012 overtager Evita Rosdahl det fulde ejerskab efter sin far.
  • Hos JEROS har vi cirka 60 medarbejdere - heraf 7 lærlinge.
  • I 2018 omsætter vi for 61 millioner kroner.
  • Cirka 85 % af salget er til udlandet.