JEROS A/S nomineret til DI PRISEN 2018

Hos JEROS A/S er vi meget beærede over, at vi er nomineret til DI PRISEN 2018 for vores engagement i uddannelse af og samarbejde med lærlinge og studerende. Vi er utroligt stolte og taknemmelige. 

I filmen her begrunder Dansk Industri deres valg af vores virksomhed. Klik og se med: 


Filmen er prodceret af Dansk Industri som optakt til DI Topmødet 2018, hvor DI PRISEN bliver uddelt. En pris, vi hos JEROS er stolte af at være nomineret til.

 
Målet er at mindske den fremtidige mangel på faglært arbejdskraft og at udvikle og uddanne menneske

Hos JEROS er det vores mål at mindske den fremtidige mangel på faglært arbejdskraft. Et mål og en prioritet, der afspejles i antallet af lærlinge i virksomheden, som kontinuerligt udgør hele 13 gange så mange, som vores elevpoint foreskriver. 

Vi tror nemlig på, at uddannelse udvikler mennesker. At uddanne lærlinge og samarbejde med studerende fra de videregående uddannelser er for os et privilegie.

Vi har stor forståelse for, at mennesker er forskellige og dermed lærer og bidrager på forskellige måder. Og netop derfor er det en del af vores DNA at allokere de nødvendige ressourcer til at tilrettelægge handlingsplaner og uddannelsesforløb, der tilgodeser den enkeltes behov. 

Og fordi vores lærlinge lærer på egne præmisser og får ansvar og opgaver på lige fod med deres faglærte kolleger, gør vi vores til at berige erhvervslivet med dygtige og helstøbte mennesker.
 

Ansvar og tiltro

Ligesom vi prioriterer kontinuerligt at have 9 lærlinge i lære, samarbejder vi også hele tiden med 2 til 4 studerende. I deres praktikforløb er det vigtigt for os, at de studerende bliver klædt på til at kunne håndtere det ansvar, de bliver mødt med et krav om, når vi slipper dem. 

Vi har stor tiltro til de unge, hvorfor de altid får opgaver i form af konkrete problemstillinger, vi rent faktisk har behov for at få løst. Naturligvis med rådgivning fra vores vejledere og i samspil med kunderne. Det, de udretter, havner aldrig som et "skuffeprojekt".
 

Fremtidens tiltag

For på bedste vis at sikre fremtidig faglært arbejdskraft søsætter vi hos JEROS forskellige tiltag og er løbende i dialog med folkseskoler og ungdomsuddannelser for at give de unge og deres lærere et sandt og troværdigt billede af en moderne industrivirksomhed - naturligvis i håbet om, at de unge får lyst til at vælge en erhvervsuddannelse. 

Med afsæt i Faaborg-Midtfyn Kommunes "HOP-IN 2018"-initiativ er vi blandt andet med til at skabe sammenhæng mellem produktionsvirksomheder og skoler. Ydermere er vi i dialog med kommunen om at adoptere en 0. klasse, hvorfor vi giver eleverne mulighed for at følge os hvert år efterfulgt af fremlæggelser for skolens øvrige elever om deres oplevelser og nye viden. Såvel kommune som skole er meget interesseret i et samarbejde, som vi håber at starte op i skoleåret 2018/2019. 

Hos JEROS tilstræber vi ikke det perfekte menneske. Vi tilstræber det helstøbte menneske med de forskelligheder, vi hver især rummer. For os er der utroligt mange fordele i at trække på de kompetencer, det individuelle menneske bringer i spil. Ved at give ansvar og medbestemmelse viser vi, at vi har tiltro til den enkelte. Det er i denne ånd, vi ønsker at bidrage til udviklingen af den enkeltes kompetencer og dermed på sigt bidrage til den danske industris fremtidige vækst og velstand. 

Mød vores lærlinge og praktikanter

Hos JEROS kommer vores lærlinge og studerende fra vidt forskellige baggrunde med forskellige kompetencer og personligheder. Alle kommer de med historier, som hver især fortjener at blive hørt. 

Er du nysgerrig efter at møde dem og høre deres fortællinger, kan du klikke her.

Vinderen offentliggøres den 18. september

Vinderen af DI PRISEN 2018 bliver kåret under DI Topmødet 2018, hvor mere end 1000 af Dansk Industris medlemmer, som har haft mulighed for at stemme på en af de 5 nominerede virksomheder, vil være til stede. Afstemningen vil blive offentliggjort klokken 17:20. 

Vi glæder os!